Du kan maksimalt få et skattefradrag på 15.000 kroner per person i husstanden årligt. Det vil sige, at er I et ægtepar eller to samboende, kan I fratrække udgifter til arbejdsløn inklusive moms for 30.000 kroner om året.
Har du hjemmeboende børn over 18 år, der er skattepligtige, kan du trække yderligere 15.000 kroner årligt fra på selvangivelsen.
Boligfradraget bliver givet som et ligningsmæssigt fradrag. Skatteværdien af fradraget er altså på godt 5.000 kroner årligt per person. Det svarer til et tilskud på cirka en tredjedel af udgiften til løn.
Du får fradraget ved at indberette det fradragsberettigede beløb til SKAT, hvor du også angiver, hvem der har udført arbejdet.
Husk at gemme fakturaen for det udførte arbejde og dokumentation for, at pengene er overført til den virksomhed, der har udført arbejdet for dig. Du skal bruge disse, når du skal indberette det udførte arbejde, så du kan få dit fradrag.